Blog

Nyt supportsystem!

Efter at have tjent os i næsten alle de 9 år vi har eksisteret, har vores trofaste arbejdshest af et supportsystem, Request Tracker, måttet vige pladsen for en af de yngre modeller i kategorien: Kayako. Vi har længe haft et ønske om at skifte til et nyt supportsystem, da RT længe har vist sine begrænsninger – i hvert fald i forhold til den måde som vi kører vores forretning og kundesupport på. Vi har testet mange systemer de sidste par år, både systemer vi selv skulle installere og SaaS-baserede, men ingen af dem kunne rigtig leve op til vores krav. Faktisk var vi omkring Kayako to gange, før vi valgte det som en værdig efterfølger til vores trofaste, men noget bedagede RT.

Hvad betyder det så for dig som kunde? Jo, først og fremmest er der ingen ændringer i forhold til hvordan du skal bruge systemet, hvis du vælger at benytte email. Du sender bare en mail til support@fab-it.dk som altid. Den store forskel er, at første gang du skriver ind, vil du få en mail med login oplysninger til vores nye support portal. Ja, du læste rigtigt! Det er nu muligt at logge ind på https://support.fab-it.dk/ og se status på dine supportsager – bare benyt de login info du får i velkomstmailen.

Men med introduktionen af en supportportal kan vi nu også tilbyde at du opretter en supportsag direkte i support portalen. Har du endnu ikke modtaget velkomstmailen (ved at oprette en supportsag via mail først), kan du oprette dig direkte i supportportalen. Når det er gjort, kan du oprette en supportsag.

Samtidig kan du i portalen også lave en søgning, for at se om der allerede findes et svar på netop det supportspørgsmål som du sidder inde med. Vi kommer til at uddybe denne vidensbase løbende, så der med tiden vil være flere og flere svar til de mest gængse spørgsmål. Vi vil også lægge vejledninger til vores produkter, opsætning af mailprogrammer etc. ind, så du nemt kan finde det når du har brug for det.

Vi håber at dette tiltag vil højne kvaliteten af vores supportsags håndtering og gøre at sagerne ikke forputter sig som det var tilfældet mange gange med det gamle system.

I en overgangsperiode kan du opleve at få svar på supportsager via det gamle system, da vi ikke har overført de sager der er aktive i det gamle system, til det nye. De sager der er aktive i det gamle system, bliver altså færdigbehandlet der. Vi håber at den periode bliver kort, da vi ikke ønsker at arbejde i to forskellige systemer i alt for lang tid.

Vi har også flere nye tiltag i pipelinen, så glæd dig! 🙂

0
  Relaterede indlæg

Add a Comment